• Stifter & CEO│Mikkel

"What Got You Here Won't Get You There" - 3 centrale indsigter

Hvordan udvikler succesfulde personer deres potentiale? Og hvordan bliver du en endnu dygtigere leder? Det svarer Marshall Goldsmith blandt andet på i dette glimrende værk.


Vi tager i denne uges version af #mandagsindsigten udgangspunkt i en ledelsesbog. Indsigterne henvender sig således mest til ledere, men kan bruges effektivt af alle i organisationen. Ifølge Goldsmith er det ofte små, kontinuerlige adfærdsfejl, som afholder os fra at udleve vores fulde potentiale. Derfor kan alle tage noget med fra denne bog.

Læs artiklen, og få 3 centrale indsigter om, hvilke adfærdsmønstre der er essentielle for yderligere succes.


Er du knap på tid? Her er den hurtige oversigt:


Indsigt 1: Din adfærd afholder dig fra succes


Indsigt 2: Praktisér "feedforward"


Indsigt 3: Tag ikke ejerskab over andres ideer

Forsidebillede, bogen "What Got You Here Won't Get You There".


Om #mandagsindsigten

I Unistu er vi altid på jagt efter ny viden. I jagten spiller faglitterære værker en stor rolle. Hver uge læses derfor én ny bog, hvorefter indholdet diskuteres. Dén viden vil vi nu gerne dele med dig. Vi udplukker 3 centrale indsigter fra hver bog, og koger det hele ned til 3 minutters læsning. De udgives hver mandag. Konceptet kalder vi for #mandagsindsigten. På dén måde starter du ugen med helt ny indsigt.

God fornøjelse!


Introduktion til bogen

Marshall Goldsmith arbejder i sit professionelle virke som ledelsescoach, og har arbejdet med et hav af topchefer i store, globale virksomheder. I dette værk, som er skrevet i samarbejde med Mark Reiter, deler Goldsmith ud af sine mangeårige erfaringer med feltet. Som titlen også tydeligt indikerer, er der ifølge Goldsmith stor forskel på, hvad der har ført os til vores nuværende ståsted, og hvad der kan bringe os et endnu bedre sted hen. Dette kalder han for "succes-paradokset", og beskriver det således: "(...) beliefs that carried us here may be holding us back in our quest to go there." (p. 21). Men den opløftende bemærkning fra Goldsmith er, at det ofte ikke er store ændringer, der er behov for. Faktisk er det "blot" små, kontinuerlige adfærdsfejl, som afholder os fra yderligere succes.


Indsigt 1: Din adfærd afholder dig fra succes

Ifølge Goldsmith, er det tydeligt, at det som afholder allerede succesfulde personer i at blive endnu mere succesfulde, er at finde i adfærden. Desto højere op man kommer i det organisatoriske hierarki, desto mere er udfordringer adfærdsmæssige. Derfor er det ofte ikke videreudvikling af tekniske færdigheder, som er løsningen. Interessant påpeger Goldsmith her at "as we advance in our careers, behavioural changes are often the only significant changes we can make." (s. 53). Det kræver således en accept af, at man må arbejde på sin adfærd for at avancere. Og dette kan være vanskeligt for vores ego. Men nødvendigt, såfremt vi ønsker at avancere yderligere.


Indsigt 2: Praktisér "feedforward"

Med sit professionelle virke som ledelsescoach, er det ikke underligt, at Goldsmith har en forkærlighed for feedback. Og feedback fra andre i vores omverden er i høj grad en af de vigtigste elementer til forandring. Men selvom feedback-sessioner (eksempelvis 360-grader feedback) ofte har mange positive elementer, er der risiko for, at denne form for feedback let tages personligt. Det har Goldsmith en løsning på, og det kalder han for "feedforward". Ganske simpelthen er metoden bygget op af 4 simple steps: 1) vælg en ændring, du gerne vil skabe, 2) beskriv den til én du kender, 3) spørg personen efter to forslag for fremtiden, der kan hjælpe dig med at lykkes med din ønskede ændring og 4) lyt intensivt og sig tak.


Indsigt 3: Tag ikke ejerskab over andres ideer

En af de mest giftige fejltagelser, man kan gøre sig i den organisatoriske virkelighed, er at tage ejerskab over andres ideer. Dog ses dette fænomen dagligt i mange virksomheder, hvor chefer kan have tendens til at "stjæle" medarbejdernes ideer. Men dette skader ikke blot forholdet til dine medarbejdere – det afholder dig også for at avancere. For som Goldsmith påpeger, så er det dine menneskelige evner, som gør forskellen i, hvor højt du når. I takt med din avancering til højere lag i organisationen, er du nødt til i højere grad at gøre andre til vindere. Som Goldmith siger det bedst: "The more you subsume your desire to shine, the more you will shine in the other person's eyes." (s. 191).


I næste uge af #mandagsindsigten tager vi fat på Michala Schnoor's bog "Narrativ Organisationsudvikling", hvor vi igen vil hive 3 centrale indsigter ud, som du kan starte din uge med.


Rigtig god mandag, og på gensyn i næste uge!


Udgivet: Mandag d. 8. juni, 2020