"Mindset" - 3 centrale indsigter

Udskift dit mindset, og se dit – og andres – fulde potentiale udfolde sig. Sådan lyder anbefalingen fra psykolog, Carol S. Dweck.


Vores fulde, ukendte potentiale blokeres af det såkaldte "fixed-mindset". Det er overbevisningen om, at alle vores evner og kvaliteter er medfødte, og dermed ikke kan kultiveres gennem indsats og hårdt arbejde. Ønsker du at udleve dit eget samt dine ansattes fulde potentiale? Så skift dit mindset til "growth-mindset" – indstillingen om, at de fleste kvaliteter kan oparbejdes gennem en dedikeret indsats.

Læs artiklen, og få 3 centrale indsigter om, hvordan bevægelsen fra "fixed-mindset" til "growth-mindset" ændrer alt.


Er du knap på tid? Her er den hurtige oversigt:


Indsigt 1: Ros for indsats, ikke for evne


Indsigt 2: Ansæt på baggrund af passion


Indsigt 3: Fokusér på læring, ikke performance


Forsidebillede, bogen "Mindset".


Om #mandagsindsigten

I Unistu er vi altid på jagt efter ny viden. I jagten spiller faglitterære værker en stor rolle. Hver uge læses derfor én ny bog, hvorefter indholdet diskuteres. Dén viden vil vi nu gerne dele med dig. Vi udplukker 3 centrale indsigter fra hver bog, og koger det hele ned til 3 minutters læsning. De udgives hver mandag. Konceptet kalder vi for #mandagsindsigten. På dén måde starter du ugen med helt ny indsigt.

God fornøjelse!


Introduktion til bogen

Bogen "Mindset" er skrevet af den amerikanske psykolog, Carol S. Dweck. Hendes primære forskningsområder omfatter motivation, personlighed og udvikling. Mindset-bogen bliver ofte omtalt som et must-read indenfor motivation og personlig udvikling, men hvad er det, der gør værket så specielt?


I bogen skitserer Dweck, hvordan det dominerende "fixed-mindset" sætter en dæmper for menneskets evne til at udfolde sit sande og fulde potentiale. Mener man, at alle sine kvaliteter og evner blot er medfødte, har man et fixed-mindset. Selvom Dweck også anerkender, at vi alle kommer til verden med forskellige dispositioner, argumenterer hun for, at de fleste kvaliteter kan kultiveres igennem egen indsats.


Men hvad er problemet med fixed-mindset? Problemet opstår ofte ved, at man kobler sin identitet op på sine "medfødte" kvaliteter. Konsekvensen er, at man ofte forsvarer sig selv, samt konstant forsøger at bevise sit værd.


Modsat er growth-mindset. Det er ideen om, at vores kvaliteter og evner kan kultiveres gennem hårdt arbejde. Når vi adapterer dette mindset, kan vi adskille vores evner fra vores identitet. Fokus bliver dermed ikke på at bevise os selv, men derimod at udvikle os selv.


Bogen er hovedsageligt rettet mod personlig udvikling. Forretningsverdenen kan dog fortsat lære utrolig meget af værket. Dén læring udfoldes i de følgende 3 centrale indsigter.


Indsigt 1: Ros for indsats, ikke for evne

Ifølge Dweck, er der flere måder, vi kan rose andre mennesker på. Og vores valg af metode har enorm betydning for personens videre præstation og udvikling. Derfor kræver ros særlig omtanke. Hvis dine medarbejdere skal være motiveret til at fortsætte deres gode arbejde, bør du rose dem for deres indsats, ikke deres evne. Har en medarbejder leveret et godt stykke arbejde, bør du eksempelvis sige "Mange tak for den fantastiske indsats du har lagt i det " fremfor at sige "Mange tak, hvor er du bare talentfuld og dygtig".


Indsigt 2: Ansæt på baggrund af passion

Et gennemgribende syn hos Dweck er, at mange kvaliteter og evner kan kultiveres igennem indsats. For arbejdsgivere betyder det, at de fleste medarbejdere kan tillæres de efterspurgte kvaliteter efter ansættelse. Derfor bør virksomheder overveje at ansætte medarbejdere på baggrund af passion fremfor CV. Denne tilgang går stik imod mange virksomheders praksis, der ofte efterspørger medarbejdere med de højeste karakterer og med erfaring fra tidligere beskæftigelse. Men hvad er gevinsten, hvis dé medarbejdere ikke er motiverede for din virksomheds sag? Og hvor store er ikke omkostningerne, når dé medarbejdere efter kort tid forlader din virksomhed igen, fordi de har fundet noget, de brænder mere for?


Indsigt 3: Fokusér på læring, ikke performance

Mange virksomheder fokuserer i dag på et hav af performancemålinger – eller såkaldte KPI'er. De kan på mange måder være glimrende værktøjer. Men fokus må ikke udelukkende være på performance. Konsekvensen er nemlig, at dine medarbejdere hurtigt vil frygte at blive dømt. Dermed træder de i forsvarsposition, hvilket reducerer deres lyst til at udfordre status quo. Du bør derfor skabe en virksomhedskultur, hvor succes bliver omtalt i form af læring, og ikke præstation. Sådan kan du ændre dine medarbejderes begreb om dét at "fejle". Dine medarbejdere vil således være mere tilbøjelige til at udfordre status quo, hvilket vil sætte din forretning på kurs mod nye højder.


I næste uges version af #mandagsindsigten ser vi nærmere på 3 centrale indsigter fra bogen "Strategy That Works: How Winning Companies Close The Strategy-To-Execution Gap.


Rigtig god mandag, og på gensyn i næste uge!


Udgivet: Mandag d. 27. april, 2020


Hvorfor

Hvad

Hvem

Følg os

Andet